Nyhed |  21.12.2011

Ønskes: Fleksible, fremtidssikrede løsninger

PDF | 

Energi- og olieforum advarer imod, at politikerne på forhånd udvælger bestemte energipolitiske vindere. Vi mener, at politikerne bør sikre teknologineutrale rammer.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard havde håbet på et hurtigt energiforlig. Gerne inden jul. Nu ser forhandlingerne ud til at skulle strække sig et godt stykke ind i januar. For Energi- og olieforum er det imidlertid ikke så vigtigt, hvor hurtigt forliget kommer på plads. Det vigtige er resultatet. Og det skulle gerne være en bred, velgennemtænkt og langtidsholdbar aftale. Det skal være vores nytårsønske.


Med forhandlingerne står Danmark overfor afgørende energipolitiske valg og massive investeringer, der kommer til at kunne mærkes i lang tid frem – for samfundsøkonomi, borgere og klima. Skrækscenariet er, at vi i misforstået grøn forhippethed kommer til at satse på store umodne løsninger, der bliver unødvendigt dyre. Et nærliggende eksempel på det er Tysklands solcelleeventyr. Lægger vi alle vores æg i en kurv, risikerer vi at udelukke de teknologier, som om få år måske viser sig at være de helt rigtige løsninger for fremtidens energisystem.


Derfor vil Energi- og olieforum gerne advare imod, at politikerne på forhånd udvælger bestemte energipolitiske vindere. Vi mener, at politikerne bør sikre teknologineutrale rammer. Lad den mest klimavenlige og økonomisk rentable løsning vinde uanset den bagvedliggende teknologi. På den måde sikrer vi et fleksibelt og effektivt energisystem, som holder i mange år frem.


Et af de spor, som skræmmer, er den nuværende favorisering af elbiler, som modsat alle andre teknologier er afgiftsfritaget, og som kræver kæmpemæssige investeringer i infrastruktur. Det på trods af, at elbilerne hverken nu eller de næste 25 år har et bedre klimaregnskab end effektive diesel- eller hybridbiler. Færdige teknologier, som kan påfyldes biobrændstoffer, er klar her og nu og har et vidtforgrenet distributionsnet, som dækker hele Danmark.


Et andet bekymrende forslag, som har været fremme i energiforhandlingerne, er et forbud mod oliefyr. Et forbud, som vil forhindre udbredelsen af bæredygtige biobrændstoffer til oliefyring, der kan halvere CO2-udslippet fra oliefyr her og nu. Lad os ikke forbyde teknologien, men satse på en udfasning af de fossile brændsler vi kommer i fyret.


Vi glæder os til at se resultaterne af de politiske anstrengelser i det nye år og håber, at det vil sikre Danmark fleksible, samfundsøkonomisk fornuftige og fremtidssikrede energiløsninger.

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør
Relaterede nyheder