Nyhed |  28.03.2011

Forbrugere vildledes om elbiler

PDF | 

Better Place er lige lovligt friske i deres omkostnings-sammenligning mellem en elbil og dieselbil. Forbrugeren bør kende de reelle tal.

Better Place har været meget i medierne for nylig i forbindelse med lancering af deres elbilsprojekt. Det er helt forståeligt, at de ønsker at fremstille det i et positivt lys. Men i Ekstra Bladet den 12. marts var de dog lige lovligt friske med fremstillingen af elbilens lyksaligheder. Her sammenlignede Better Place deres bud på en elbil – en Renault Fluenze med en – som man skrev ”tilsvarende diesel sedan”. En sådan havde Better Place fundet i en dieselbil til ikke mindre end 370.000 kroner!


På den måde nåede Better Place frem til, at totalomkostningen pr. kørt kilometer er 4,10 kroner for elbilen og 4,88 kroner for diesel-bilen. Det er at sammenligne æbler med pærer. Skal den slags beregninger give nogen mening overhovedet, må man naturligvis bygge sine beregninger på to sammenlignelige biler. Ellers vildleder man blot forbrugeren.


I Energi- og olieforum sammenligner vi hellere æbler med æbler. Derfor har vi sat os for, at finde to sammenlignelige biler; elbilen Fluenze ZE og en Renault Megane Tourer. Og her viser beregningerne, at kigger vi på den samlede månedlige ydelse bliver regningen for dieselbilen på 4.796 kroner, mens den for elbilen bliver på 5.296 kroner. Samlet månedlig ydelse per kilometer er 2,88 kroner for en Renault Megane Tourer og 3,18 kroner for en Fluenze ZE. Her skal det tilføjes, at de beregninger er inklusiv statens afgiftsfritagelse på elbiler. Hvis ikke prisen blev holdt nede af en afgiftsfritagelse, ville den komme op på 6.583 kroner om måneden eller 3,95 kroner per kilometer.


I takt med, at der sættes spørgsmålstegn ved el-biler i forhold til omkostninger, CO2-fordele, rækkevidde osv. finder man så et nyt argument for, at vi skal køre i el-biler.


Med henvisning til den politiske uro i Mellemøsten hævder man, at forbrugeren ved at satse på elbilen kan undgå de stigende oliepriser i fremtiden. Men også her er det mest fair overfor forbrugeren at være ærlig. Der er meget, der tyder på, at al energi bliver dyrere i fremtiden. Det gælder både for kul, olie og naturgas – men sikkert også biobaseret energi. Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at lige netop el-biler skulle gå fri af denne generelle udvikling.

 

• Se alle tallene her.

 

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør
Relaterede nyheder