Den rekordhøje benzinpris skyldes højere dollarkurs og tro på en mere stabil fremgang i væksten. Tal fra Energi- og olieforum viser dog, at ser man på prisniveauet i forhold til købekraften, har benzinprisen faktisk været højere.
Den sidste tid har priserne på brændstof nået nye højder. Det mærker vi naturligvis i Energi- og olieforum og ude i benzinselskaberne, hvor både danskerne og medierne ønsker at vide mere om, hvorfor priserne er så høje netop nu og om det vil fortsætte.
Det internationale marked og dollarkursen bestemmer, hvad benzinen kommer til at koste i Danmark. Når priserne på brændstoffer er høje netop nu skyldes det, at der både er en højere pris på produktet og en stigende dollarkurs. Dollaren ligger 20 procent højere end ved den sidste prisrekord i 2008.
Hvad kan vi så forvente os af priserne i 2011 – fortsætter de høje priser? Det afhænger af mange forskellige politiske og økonomiske faktorer. Men de vigtigste er:
1. Dollarkursen. Bliver dollaren stærkere i forhold til euroen/kronen? Noget tyder på, at væksten i USA er på vej op, mens det ser mere usikkert ud for Euro-landene. Styrkes dollarkursen, gør det produktpriserne dyrere i danske kroner, da benzinselskaberne afregner deres indkøb i dollars.
2. Efterspørgsel. Vil den spirende vækst i blandt andet Tyskland og USA og den høje vækst i Kina og Indien bide sig fast og fortsætte i en opadgående kurve? I så fald vil det resultere i en større efterspørgsel efter olie og dermed højere priser.
3. Produktion. Skruer OPEC – de olieproducerende lande - op for produktionen? Hvis de gør, kan tendensen til prisstigninger dæmpes. Meldinger herfra tyder på, at OPEC ikke ønsker så høj en oliepris, at det risikerer at kvæle det globale økonomiske opsving, før det for alvor har bidt sig fast.
I Energi- og olieforum har vi igennem de sidste 40 år holdt øje med prisudviklingen. Ud fra vores statistikker kan vi se, at prisniveauet tidligere har været højere, hvis man ser det i forhold til købekraften. I starten af 1980'erne fik blandt andet revolutionen i Iran priserne til at stige dramatisk, og vi fik priser, der var højere end dem, vi har i dagens marked. Så selv om benzinprisen på standeren dengang var omkring 6,65 kroner, svarer det i dagens priser til, at en liter benzin ville koste over 14 kroner. I de sidste 10 - 15 år har prisen på benzin stort set fulgt den almindelige lønudvikling.
Men det faktum trøster nok ikke de bilister, der står ude ved standeren netop nu.
Benzinselskaberne har endnu ikke oplevet nogen sammenhæng mellem brændstofsalget og de høje priser. Det understreger danskernes helt grundlæggende behov for mobilitet. Vi kører i bil, fordi vi skal på arbejde eller andet, der er nødvendigt. Lige nu må vi så desværre betale en højere pris for det.
• Læs mere om hvad der bestemmer den danske benzinpris her.