Transporten står for mere end ¼ af Danmarks samlede CO2 udledning, og der er få effektive virkemidler til rådighed til reduktion af udledningerne her og nu. Heldigvis er en række danske virksomheder verdens-førende indenfor produktion og distribution af bæredygtige, halmbaserede anden-generations biobrændstoffer, og teknologien er nu klar til at blive taget i brug i stor skala. FBB ønsker derfor at påpege, at Danmark har en unik mulighed for at veksle denne globale førerposition til CO2 reduktioner i transporten samtidig med at vi skaber dansk vækst, men desværre er Regeringens Energistrategi 2050 skuffende uambitiøs på området.
Enormt potentiale for grøn dansk eksport
Det globale eksportpotentiale for teknologien er ikke til at tage fejl af. Ifølge Bloomberg New Energy Finance vil anden-generations bioethanol om mindre end 10 år kunne omsætte for 31 milliarder euro og skabe 1 million jobs i EU, og kimen til denne industri er allerede til stede i Danmark. Teknologien til produktion af halmbaserede anden-generations biobrændstoffer er udviklet af DONG Energy/Inbicon, enzymerne leveres af Danisco og Novozymes, og råstoffet er halm fra danske marker. Hertil kommer, at Statoil - som de første i verden - sælger brændstoffet til danske bilister fra tankstationer over hele landet. Gevinsterne for danske virksomheder ved kommercialisering af denne teknologi i form af teknologieksport vil derfor være meget betydelige.
Dansk produktion sikrer jobs og vækst i landdistrikter
I Danmark kan teknologien i 2020 erstatte ti procent af Danmarks benzinforbrug og skabe 4000 jobs samt en milliardomsætning. Disse jobs udmærker sig ved at være placeret i landdistrikterne, hvor råvarerne til biobrændstofferne produceres, samt at være fremtidssikret imod udflytning. Hertil kommer beskæftigelsen hos diverse underleverandører samt i forskning og udvikling.
Danmark risikerer at miste førerposition
En kritisk forudsætning for fastholdelse af den danske førerposition på området er imidlertid, at der etableres en første fuldskalaproduktion af anden-generations biobrændstoffer her i landet. Dette er dyrt, og der vil derfor - som med alle andre nye grønne teknologier – være behov for støtte til etablering af den første fuldskalaproduktion. Regeringens Energistrategi 2050 indeholder desværre ingen initiativer, som støtter op om dette behov, og vi risikerer herved at miste vores globale førerposition på området samtidig med, at Danmark misser en oplagt mulighed for CO2 reduktioner i transporten samt muligheden for at skabe vækst og jobs.