IEA er netop udkommet med sine to publikationer om udviklingen på olie- og gasmarkederne. IEA venter, at det globale olieforbrug frem til 2014 vil vokse med 540.000 tdr. i døgnet. I december var prognosen på en million tønder. IEA siger selv, at det netop nu - midt i den økonomiske krise - er svært at komme med sikre prognoser.
IEA (Det Internationale Energiagentur) er udkommet med to nye rapporter med prognoser om det globale olie- og gasmarked. IEA påpeger selv det vanskelige i at komme med sikre prognoser i en tid med så stor økonomisk usikkerhed som nu.
"The global financial crisis has turned the economic landscape upside down, with huge implications for the oil and gas sector”, sagde Nobuo Tanaka, som er Executive Director for IEA i går i Paris, da agenturet udkom med to nye publikationer; "Medium-Term Oil Market Report 2009" og "Natural Gas Market Report 2009."
Siden sidste års publikationer har konteksten ændret sig dramtisk med den værste økonomiske krise i over 50 år. Oliepriserne er omtrent på halvdelen af, hvad de var i juli måned sidste år, selvom de netop nu ser ud til at have stabiliseret sig i troen på, at økonomiske forbedringer befinder sig lige rundt hjørnet. Tanaka advarede om, at hvis oliepriserne stiger for hurtigt, kan det skade den øknomiske genrejsning. Både olie- og gasmarkederne er svære at lave sikre prognoser om netop nu, siger IEA. Meget afhænger af, hvilken vej de økonomiske vinde blæser.
IEA venter, at det globale olieforbrug på mellemlangt sigt - i perioden frem til 2014 - vil vokse med 540.000 tdr. i døgnet eller 0,6 pct. om året. (i december var vurderingen en million tønder i døgnet.)
Læs hovedkonklusionerne fra IEA her.