Jyllands-Posten skriver søndag, at transportminister Lars Barfoed er klar til at sidestille hybridbiler, brintbiler og lignende med elbiler, der er fritaget for afgifter indtil 2012.
Transportminister Lars Barfoed (K) mener, i følge Jyllands-Posten søndag, at alle nye teknologier, der kan nedbringe trafikkens udledning af CO2 , som udgangspunkt skal ligestilles med elbiler.
Til Jyllands-Posten siger transportministeren således: "Vi skal understøtte alt, hvad der nedbringer udledningen af CO2 og partikelforurening. Det er ikke helt til at gennemskue alle de mange nye teknologier, der er på vej, men vi skal understøtte alle dem, der gør trafikken mere grøn og bæredygtig. Ikke kun elbiler."
SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, ønsker ligeledes hybridbilerne fuldstændig fritaget for den normale afgift på op til 180 pct. "Det er fornuftigt, at fremme elbilerne der, hvor de er en god idé, nemlig i byerne. Men de fleste trafikanter gider ikke køre ind og tanke eller skifte batteri hele tiden. Og der vil gå lang tid, før en elbil kan køre mere end 200 km på en opladning," lyder det fra SF's trafikordfører i følge Jyllands-Posten. (Jyllands-Posten)