Brasilien vil kunne fremstille op til 8 mia. liter biobrændstof på basis af såkaldt bagasse (sukkerrørsrester) i 2020, svarende til en ekstra eksportindtægt for Brasilien på op mod 4 mia. dollar. Det fremgår af en rapport fra Novozymes.
Ifølge rapporten vil Brasilien kunne starte masseproduktion af biobrændstof på basis af sukkerrørsrester inden for to til tre år - i tillæg til den allerede eksisterende sukkerbaserede produktion. I 2020 vil Brasilien kunne fremstille mellem 4,6 og 8,2 mia. liter biobrændstof fra bagasse. Den næste generation af biobrændstof vil ikke bare generere mere eksport for Brasilien, men vil også gøre det muligt for landet at fastholde sin førerposition inden for vedvarende energi.
- Udviklingen afhænger af industriens evne til at tiltrække de fornødne investeringer og opnå den nødvendige politiske opbakning. Det er et af emnerne på Ethanol Summit, der finder sted i São Paulo i disse dage - fra 1.-3. juni, skriver Novozymes.
- I øjeblikket udgør biobrændstoffer 7 pct. af det samlede globale brændstofforbrug, og det tal kan meget vel stige til mindst 25 pct. af det globale behov for transportbrændstof i 2030. Der er stor efterspørgsel efter næste generation af biobrændstoffer i både EU og USA, og vi tror på, at Brasilien har et perfekt udgangspunkt for at sikre sig en stor andel af disse markeder, vurderer Novozymes' adm. direktør Steen Riisgaard.
I Brasilien udgøres halvdelen af forbruget af brændstoffer til transportsektoren allerede af biobrændstoffer, hvilket langt overgår andre lande som for eksempel USA med 7 pct., Kina med 2 pct. og Europa med 1 pct. (FyensStiftstidende.dk)