Undersøgelse viser, at danske bilister bakker op om den lov, der påbyder iblanding af fem procent bioethanol i benzin pr. 1. juli næste år.
Undersøgelsen er foretaget af sermo analyse for olieselskabet Statoil og ifølge den bakker 82 procent af danskerne op om loven.
Undersøgelsen viser dog også, at mindre end hver tredje er klar over, at biobenzin kan være med til at mindske CO2-aftrykket. Og en ud af to af de adspurgte er usikre på, om alle biler kan køre på biobenzin.
Afhængig af plantematerialet bag bioethanol kan der være en CO2-besparelse på op til 70-80 procent i forhold til den samme mængde almindelige benzin.
Statoil påpeger det paradoksale i, at så mange støtter op om biobenzin, men at kun et mindretal er klar over, at det kan reducere CO2-aftrykket. "Resultaterne i undersøgelsen tyder på, at der er et stort behov for bedre oplysning om bioethanol og biobenzin", siger kommunikationschef hos Statoil Per Brinch. (Ritzau)