BP's CEO Tony Hayward talte forleden på en konference i London om vigtigheden af at være realistisk med, hvor hurtigt transformationen til en verden med færre fossile brændsler kommer til at ske og efterlyste øget brug af biobrændstofer.
Tony Hayward talte for nylig på "the Oil & Money conference" i London. Her fremlagde han virksomhedens prognoser, som forudsiger, at fossile brændsler stadig vil dække 80 % af energibehovet i 2030. "Det er farligt at love for meget for tidligt", sagde Hayward. "Gør vi det, risikerer vi at gøre hele den globale indsats både politisk og økonomisk uholdbar, og det har verden ikke råd til."
Om det forestående klimamøde i København sagde Hayward: "Mødet er blot et skridt på rejsen hen imod en verden, som er mere uafhænhgig af fossile brændstoffer. Og den rejse bliver lang og hård."
I BP fokuserer man, i følge Hayward, på at finde nye forsyninger af olie og gas til markedet, så energiforbruget, som ventes at stige med 45 % i de næste 20 år, kan imødegås.
Samtidig efterlyste Hayward også mere effektive energi-teknologier og et øget brug af næste generations brændstoffer, som i følge Hayward kan dække 10 % af det globale brændstofforbrug i transporten i 2030. Han udtalte, at "potentialet i biobrændstoffer er større end for elbiler."
Hayward efterlyste også, at man i langt højere grad benytter sig af naturgas i energiforsyningen, da det er mere bæredygtigt end kul og allerede klar på markedet nu. (International Herald Tribune)