Hverken vind, sol eller nogen anden form for grøn energi er det væsentligste element i løsningen af klimakrisen. Det er derimod isolering, lavenergivinduer og andet, der kan nedbringe varmespild i bygninger, skriver Politiken.
En endnu ikke offentliggjort analyse fra IEA (Det Internationale Energiagentur) konkluderer, at energieffektivisering i blandt andet boliger og transport kan stå for 60 procent af den CO2-reduktion, der ifølge videnskaben er nødvendig frem mod 2020. Mere end 20 procent af den kan hentes i bygninger.
"Der er et kæmpe uudnyttet potentiale, siger senioranalytiker i IEA Jens Laustsen. Han præsenterer hovedkonklusionerne på et seminar i Bella Center i dag. "Det sparer ikke kun klimaet for CO2. Det sparer beboere og samfund for varmeudgifter og forbedrer indeklimaet. Og så skaber det mange job. Det er ganske enkelt dumt at lade være", siger Laustsen.
Konsulentfirmaet McKinsey er enigt. McKinsey rangordner i sine årlige klimarapporter de tiltag, der bedst kan betale sig økonomisk. Her er isolering i top, fordi det som de fleste andre besparelser i bygninger giver overskud længe inden 2030 - i modsætning til næsten alle investeringer i grøn energi. (Politiken og dr.dk)
Energi- og olieforum forsøgte i forbindelse med diskussionen af den såkaldte skrotningsordning i finanslovsaftalen for 2009 netop at gøre opmærksom på isolering, som det helt centrale element, hvis man ønsker at opnå energibesparelser, der virkelig batter noget.
Se: Skrotningsordning mangler klimaperspektiv