Nyhed |  16.11.2009

Skrotningsordning mangler klimaperspektiv

PDF | 

I finanslovsaftalen for 2009 er der afsat en pulje på 400 millioner kroner til udskiftning af oliefyr med mere moderne og klimavenlige opvarmningsformer. Energi- og olieforum mener, at støtte til projekter under den ny ordning bør gøres betinget af, at boligens isoleringsstandard optimeres før, der frigives skattekroner til opgradering af varmesystemet.

Indfør en isoleringsstandard
Direktør for Energi- og olieforum Peter Stigsgaard siger: ”Det hænger slet ikke sammen klimamæssigt at give tilskud til at skrotte ”fyret”, hvis varmen samtidig suser ud af vægge, loft, døre og vinduer. Med det fokus der efter vores mening bør være på energibesparelser, vil den rigtige fremgangsmåde være, at myndighederne først sikrer sig, at huset er i god isoleringsmæssig stand, før man overvejer at give tilskud til ny opvarmningsform”. 

 

Strøm baseret på kulkraftværker
Energi- og olieforum mener dernæst, at der er risiko for, at CO2-udslippet slet ikke falder ved at installere en varmepumpe i stedet for et oliefyr. Udslippet flyttes blot fra husets skorsten til kulkraftværkets skorsten.

 

Sådan hænger det sammen så længe strømmen til at drive varmepumpen er lavet på et kulfyret kraftværk. Den situation vil være gældende i de næste mange år, og flere vindmøller ændrer ikke afgørende på det. Varmepumpen vil især komme til at køre på de tidspunkter, hvor forbruget af strøm i forvejen er størst: om morgenen når vi skal i bad - og varmepumpen skal producere varmt vand - og om aftenen når vi kommer hjem fra arbejde og laver mad, vasker op og har behov for, at huset er varmt. Så selv om vindmøllerne producerer på højtryk, vil det være kulkraftværkerne, der leverer strømmen til de ekstra varmepumper.

 

Varmepumperne passer ikke til store, gamle og utætte huse
Hovedparten af de huse, hvor der findes gamle oliefyr, vil typisk være af ældre dato og derfor mindre velisolerede og med et radiatorsystem, der ikke fungerer særlig godt med en varmepumpe. Det betyder, at varmepumpen får en væsentlig lavere effektivitet end i et velisoleret hus – og derfor bruger mere el. Da strømmen til varmepumpen kommer fra et kraftværk, der i høj grad fyrer med kul, bliver det samlede CO2-regnskab negativt i forhold til, at huset havde fået et nyt oliefyr med solvarmeanlæg. Hertil kommer, at husejerens årlige udgift til varme i det store gamle hus stiger flere tusinde kroner i forhold til, hvad regningen ville være, hvis der i stedet blev installeret et nyt energieffektivt fyr. 

 

Solvarme og oliefyr
Skrotningsplanens forslag om at yde tilskud til udskiftning af gamle oliefyr med et nyt oliefyr kombineret med et solvarmeanlæg er et initiativ, som der klimamæssigt er mere perspektiv i. Her reducerer husejeren nemlig sit energiforbrug med mere end 30 procent fra dag et.

 

Varmepumper og boliger med el-radiatorer
Hvis man gerne vil støtte udbredelsen af varmepumper, er der større CO2-reduktion i at støtte indsætning af varmepumper i de mere end 100.000 helårsboliger, der i dag er opvarmet med el-radiatorer. Det vil reducere energiforbruget og CO2-udslippet med ca. 60 %.

 

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør