I en kommentar i Politiken i dag skriver EUs energikommissær Günther Oettinger om EUs krav til bæredygtige biobrændstoffer. Biobrændstoffer er, sammen med mere effektive biler, det vigtigste alternativ til benzin og diesel i følge Oettinger.
I sin kommentar slår Energikommissæren fast, at biobrændstoffer spiller en central rolle for EUs samlede mål for vedvarende energi. Men det er kun bæredygtigt fremstillede biobrændstoffer, der kan bidrage til dette mål og modtage offentlig støtte i EU.
Bæredygtigheden sikres, i følge Oettinger, via en række bindende regler, der betyder, at kun biobrændstoffer, der giver store drivhusgasbesparelser, og som ikke har ført til forringelse af naturområder eller til skadelige ændringer i arealanvendelsen i EU eller andre lande, må anvendes.
De europæiske producenter og forhandlere af biobrændstoffer vil, i følge energikomissæren, være de første i verden til at gennemføre bindende bæredygtighedsregler. Medlemsstaternes myndigheder vil føre tilsyn med gennemførelsen af disse regler og overvåge virkningerne af det øgede brug af biobrændstoffer.
Oettinger gør opmærksom på, at vi har brug for biobrændstoffer, hvis vi vil skære i transportsektorens CO2-udslip. Biobrændstofferne er, sammen med energieffektiviseringer af bilerne, det vigtigste alternativ vi har til benzin og diesel. Derfor vægtes arbejdet med at sikre bæredygtigheden højt, slutter Oettinger sit indlæg. (Politiken)
- Læs mere om EUs bæredygtighedskriterier her.
- Læs om iblandingen af bioethanol i benzinen i Danmark her.