Q8's klimastrategi rulles nu for alvor ud i praksis på selskabets servicestationer og automattank-anlæg i Danmark. Målet er at spare 10 procent på energiforbruget inden udgangen af 2011.
Selskabet opnår først og fremmest sine besparelser gennem fem tiltag, der indføres trin for trin, når de enkelte servicestationer skal bygges om med nye convenience butikker:
• Grundbelysning i butikkerne udføres med strømbesparende LED paneler. Belysningens styrke tilpasses automatisk dagslyset og dæmpes med 50 procent ved solopgang.
• Der indføres strømbesparende kølere og frysere i butikkerne. Kølereoler forsynes med låger og LED-belysning.
• Varme og airconditioning i butikkerne kommer fra energibesparende varmepumper, der erstatter elektrisk varme og oliefyr. Varme i bilvaskehallen genereres af overskudsvarme fra butikkens kølekompressorer, hvor det er muligt.
• Ovenlys-vinduer indføres, hvor det er muligt. De kan supplere den elektriske belysning ved at lede naturligt dagslys ind i butikkerne.
• Der oprettes en Klimaskole, hvor selskabets medarbejdere lærer at være mere energibevidste på deres arbejdsplads.
Q8s årlige energiforbrug på sine stationer er på ca. 27.000.000 kilowatt timer pr år (kWh/år), så besparelsen bliver på 2.700.000 kW/h pr. år. Det svarer til en besparelse på 13.500 tons CO² pr. år eller til det årlige energiforbrug for 1.350 danskere eller det årlige forbrug fra ca. 450 personbiler.