De seneste dage har forskere og oppositions-politikere advaret om, at Danmark bruger for få ressourcer på at hente olie op af Nordsøen. Dermed går vi i følge kritikerne glip af milliarder af kroner i en tid, hvor der tales om knappe ressourcer og energiforsyningssikkerhed. Lykke Friis forsvarer statens strategi.
I følge prognoserne bliver Danmark nettoimportør af olie allerede fra 2017/2018, men den skæringsdato kan udsættes, hvis staten mere målrettet investerer flere ressourcer i at øge den såkaldte indvindingsgrad i oliefelterne, lyder vurderingen fra forskerne.
Således mener Ida Lykke Fabricius, der er lektor fra DTU Miljø og ph.d. i teknisk geologi, at man har investeret for lidt i efterforskning efter olie i de seneste år, fordi der er en stor politisk uvilje mod olie. Det resulterer i en politisk indstilling om, at olien må klare sig selv. En indstilling som Ida Lykke Fabricius kalder emotionel og ikke rationel.
Også statsgeolog Lars Henrik Nielsen fra forskningsinstitutionen GEUS, mener, at man bør få kortlagt restforekomsterne: "Vi snakker om, at vi bliver nettoimportør af olie, men også om, at vi ikke vil være afhængige af ustabile lande. Det kan vi faktisk gøre noget ved, hvis vi investerer i forskning. Vi kan udsætte afhængighedsforholdet", siger han til Jyllands-Posten.
Statens olieindtægter er livsvigtige for dansk økonomi og giver hvert år omkring 30 mia. kr. i statskassen.
Klima- og energiminister Lykke Friis forsvarer dog den kritiserede statslige satsning på at udvinde olie i Nordsøen. Hun siger: "Vi har lavet en strategi, der sikrer de rigtige rammer for aktiviteterne, så selskaberne fortsat vil investere i efterforskning og produktion i Nordsøen. Vi har skabt en win-win situation, hvor staten og selskabernes sammenfaldende interesser sikrer flest indtægter til begge parter."
Hun nævner i samme forbindelse, at den bedste mulighed for at øge indvindingen er injektion af CO2 i de store oliefelter. Mærsk er netop nu i gang med at undersøge, om man kan gennemføre et projekt for CO2-injektion i et oliefelt med det formål at få produceret mere olie. Højteknologifonden støtter to projekter, som har til formål at se på mulighederne for at øge indvindingen af olie fra felterne i Nordsøen. Projekterne støttes med i alt 36 mio. kr. (Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, P3)