Danskerne grænsehandler for milliarder i udlandet. Ingen kender det præcise omfang og konsekvenserne. De Samvirkende Købmænd er bekymrede og foreslår, at der nedsættes et udvalg bestående af de berørte ministerier og brancher til at analysere konsekvenserne af den omfattende grænsehandel.
48 % af de danske husstande har foretaget indkøb i de tyske grænsebutikker i perioden fra påske til september i år. Det viser en undersøgelse, der er gennemført af Epinion for De Samvirkende Købmænd. Undersøgelsen blev offentliggjort i går i forbindelse med DSK’s medlemsmøde, hvor også Energi- og olieforum deltog.
Hele 47 % af de grænsehandlende – altså næsten hver fjerde danske husstand - har købt ”fødevarer og andre dagligvarer i Tyskland det seneste halve år. Sodavand og øl er dog fortsat trækplastre, når Familien Danmark sætter kurs mod de tyske grænsebutikker. 85 % af de grænsehandlende har købt sodavand i Tyskland siden påske. 82 % har købt øl, mens 72 % har købt slik.
”Danskerne grænsehandler for milliarder af kroner i udlandet, og særligt de tyske butikker trækker mange danskere. Det er en folkesport at undgå de høje danske afgifter, og det forstår vi godt. Men vi forstår ikke, hvorfor politikerne hellere vil se arbejdspladser i Tyskland end i danske butikker. Den kommende afgift på fedt i fødevarer vil blot skabe endnu mere grænsehandel,” siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen hos De Samvirkende Købmænd.
DSK foreslår, at der nedsættes et udvalg bestående af de berørte ministerier og de berørte brancher til at analysere konsekvenserne af grænsehandelen, herunder omfanget, betydningen for detailhandelen og producenterne samt de nationaløko-nomiske konsekvenser.
Derfor mener DSK, at grænsehandelen har taget overhånd:
- Varer købt i udlandet er ikke sundere end varer købt i Danmark. Ofte købes der til lager, når der grænsehandles. Dermed øges forbruget.
- Danmark mister arbejdspladser, når dagligvarehandelen flytter til Tyskland og Sverige.
- Danmark mister indtægter fra afgifter, moms og skat fra virksomheder og ansatte, når handelen flytter til udlandet.
- Grænsehandelen skaber endnu vanskeligere vilkår for udkants-Danmark. Især det syd- og sønderjyske område samt Lolland og Falster er hårdt ramt med færre butikker end det øvrige Danmark.
- Grænsehandelen medfører unødige miljøproblemer, når danskerne kører frem og tilbage i stedet for at handle lokalt.
- Højere afgifter flytter efterspørgslen fra høj-kvalitet til lav-kvalitet.
- Høje afgifter medfører illegal handel.
- Detailhandelen tilbyder jobs til unge, der kommer direkte ud af skolen, og har plads til ikke-faglærte, mange på deltid og er gode til integration. Når omsætningen flytter ud af landet, er det de svageste på arbejdsmarkedet, der først mister deres job. (DSK)