Nyhed |  28.01.2010

Når vinteren er hård svigter jordvarmen

PDF | 

For dårlig isolering gør, at boligejere, der har investeret mange penge i jordvarme, fryser gevaldigt under denne vinters hårde frost. Energi- og olieforum efterlyser en isolerings-standard i forbindelse med regeringens skrotningsordning.

I følge en artikel i Berlingske Tidende fryser rigtigt mange mennesker ganske forfærdeligt netop nu. Når frosten, som nu, over længere tid for alvor bider i jorden finder mange private boligejere nemlig ud af, at jordvarme ikke giver den samme varme, som da oliefyret stod i fyrrummet.

 

Årsagen til, at jordvarme i mange tilfælde giver op i kulden, er, at husene er for dårligt isolerede. Men også at rådgivningen til boligejerne har været for ringe, inden man har skiftet til jordvarme.

 

Rådgivningschef hos Bolius Per Grunert siger til Berlingske Tidende: "Jordvarme er godt til højisolerede boliger, men meget dårligt til gamle huse, og det finder mange boligejere først ud af under en lang periode med hård frost som nu."

 

Mange boligejere har ifølge Per Grunert hørt, at de kan spare penge på varmeregningen og samtidig gøre noget godt for klimaet, hvis de investerer i jordvarme. "Men har man et gammelt hus, så glem jordvarme, med mindre huset bliver gennemisoleret ved samme lejlighed", siger Per Grunert til Berlingske Tidende.

 

Netop isoleringsdelen er fuldstændig udeladt i regeringens skrotningsordning, som træder i kraft den 1. marts. Den pointe forsøgte vi i Energi- og olieforum at komme igennem med, da vi første gang fik kendskab til den nye ordning:

 

"Det hænger slet ikke sammen klimamæssigt at give tilskud til at skrotte ”fyret”, hvis varmen samtidig suser ud af vægge, loft, døre og vinduer. Med det fokus der efter vores mening bør være på energibesparelser, vil den rigtige fremgangsmåde være, at myndighederne først sikrer sig, at huset er i god isoleringsmæssig stand, før man overvejer at give tilskud til ny opvarmningsform”, sagde direktør Peter Stigsgaard ved den lejlighed. Læs mere her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig Energi- og olieforums nyhedsbrev.