Nyhed |  13.10.2010

Københavnerne vil ikke køre i el- og brintbiler

PDF | 
København skal sikre borgerne gode cykelruter og billig kollektiv trafik, mener borgerne. Kommunens millionsatsning på brint og elbiler er der til gengæld kun ringe opbakning til, viser ny undersøgelse i følge Berlingske Tidende. For borgerne er et lavt tidsforbrug til transport det vigtigste af alt.

Selvom københavnerne principielt støtter kommunens mål om at være CO 2-neutral fra 2025, er de langt fra interesserede i at køre i el- og brintbiler. Det er konklusionen i en ny undersøgelse som Jysk Analyse har gennemført for Københavns Kommune blandt 551 københavnere.  
  
Politikerne bør i stedet satse på konventionelle løsninger som gode cykelruter, mere metro og billigere kollektiv trafik. Undersøgelsen viser, at københavnerne ikke tillægger grøn transport nogen særlig betydning som signalværdi. For borgerne er et lavt tidsforbrug til transport derimod det vigtigste af alt.

 

Et politisk flertal vil næste år poste 25 mio. kr. i indkøb af brintbiler, etablering af kommunens anden brinttankstation og samarbejde med erhvervs- og forskningsinstitutioner om alternative brændstofsteknologier.

 

Adjunkt Malene Freudendal-Pedersen, der forsker ved "Rum, Sted, Mobilitet og By" på Roskilde Universitet, siger til Berlingske Tidende, at det overordnet er mere bæredygtigt at tænke i eksisterende løsninger frem for at implementere helt nye teknologier.


Hun siger: "Københavnerne har en meget fin fornemmelse af, hvor meget bilerne fylder, og biler, der drives af innovative teknologier, efterlader jo ikke mere plads. Mange københavnere cykler og bruger kollektiv trafik, og derfor kan de se muligheder i en udbygning af de transportformer." (Berlingske Tidende)

Relaterede nyheder