Der er gjort et stort oliefund i det ret nye Libra-felt ud for kysten ved Rio de Janeiro. Estimater giver løfter om op til 15 milliarder tønder.
Det statslige brasilianske energiagentur, ANP, har bekræftet, at man har fundet store mængder olie i det relativt nye Libra-felt 183 km ud for kysten ved Rio de Janeiro.
Ifølge ANP kan feltet rumme mellem 3,7 og 15 milliarder tønder olie, men ANP's foreløbige og "bedste estimat" er knap otte milliarder tønder, oplyser agenturet.
Er der op til 15 milliarder tønder olie i feltet, vil der være tale om det største oliefund i Nord- Syd og Centralamerika i tre årtier. Brasilien bruger selv 2,5 millioner tønder olie om dagen.
Fundet er især godt for det statsejede brasilianske olieselskab Petrobas, der gennem nye regler ventes at blive sikret mindst 30 procent af rettighederne til nye områder i Libra-feltet.
Analytikere har peget på reserver på helt op mod 100 milliarder tønder olie, men da det meste ligger på dybhavslokationer, vil olieprisen naturligvis spille en stor rolle i forhold til at hente olien op. (Ingeniøren)