Nu skulle det være sikkert: Better Place garanterer i Børsen i dag 20 batteriskiftestationer landet over senest den 12. april 2012. Elbilen er dog stadig en meget dyr fornøjelse for forbrugeren. Det viser beregninger fra bilpriser.dk
I følge Børsen i dag lover Better Place nu 20 batteriskiftestationer landet over senest den 1. april næste år. Den første batteriskiftestation skulle have været klar inden julen 2010, men nu skulle det så være sikkert, at det bliver til april 2012. Det siger direktøren for Better Place Danmark Johnny Hansen til Børsen i dag.
Her kan man også læse, at elbiler stadig er en meget dyr fornøjelse for forbrugeren. I følge beregninger fra bilpriser.dk er indkøbsprisen på Better Places nye Renault Fluence med udskifteligt batteri 205.000 kr. plus levering. Men den pris er kun mulig, fordi elbiler er helt fritaget for registreringsafgift, og denne pris er endda uden batteripakke. Batteriet skal så lejes i abonnement hos Better Place.
Ud fra Better Places pakkepris og en vurdering af blandt andet værditab og finansieringsomkostninger har eksperterne hos bilpriser.dk beregnet en samlet pris pr. km ved at købe en Renault Fluence og eje den i fire år med 20.000 km om året. Den er 4.36 kr. Det er hele 63 procent højere end for et sammenlignelig dieselbil som Renault Megane med 1.5 liters dieselmotor, som koster 2.67 kr pr. km. Endnu værre ser det ud, hvis man skal lease elbilen. Så ender kilometerprisen på 4.98 kr. (Børsen)