I disse dage finder regeringens Global Green Growth Forum sted i København. Politikere og virksomhedsledere mødes om grøn vækst. I forbindelse med mødet lanceres også det nye brandprojekt "State of Green".
Den danske regering har taget initiativ til et årligt tilbagevendende Globalt Grønt Vækst Forum (Global Green Growth Forum (3GF)), hvor politikere og virksomhedsledere på højeste niveau diskuterer muligheder og udfordringer inden for grøn vækst.
3GF finder sted for første gang i dag og torsdag i Moltkes Palæ og Odd Fellow Palæ i centrum af København.
Centrale temaer for mødet er erhvervslivets rolle, finansiering af en grøn omstilling og de politiske rammebetingelser for grøn vækst inden for sektorer som energi og transport. Initiativet vil ligeledes være med til at fastholde og udbygge Danmarks brand på det grønne område, og dermed åbne døre for dansk erhvervsliv.
I forbindelse med 3GF lanceres således et nyt brandprojekt "State of Green" med sloganet "Join the future. Think Denmark". Danske grønne virksomheder skal markedsføres via en internetportal, hvor der kommer til at ligge omkring 350 virksomhedsprofiler. Ud over det skal State of Green bruges af virksomheder som ramme for at præsentere danske klimaløsninger i udlandet.
Læs meget mere om 3GF her.