Nyhed |  24.02.2011

Ambitiøs energistrategi fra regeringen

PDF | 

Regeringens udspil til hvordan Danmark i løbet af de næste 40 år skal gøres uafhængig af fossile brændsler er ambitiøs, velbalanceret og realistisk. Men hvorfor lægger strategien ikke ikke langt større vægt på en mere udbredt brug af biobrændstoffer i transporten?

Regeringens udspil til hvordan Danmark i løbet af de næste 40 år skal gøres uafhængig af fossile brændsler er ambitiøs, velbalanceret og realistisk. Oplægget er præget af en grundlæggende erkendelse af, at det ikke bliver nemt, og at vi på nuværende tidspunkt endnu ikke har alle de nødvendige teknologier til at gøre strategien til virkelighed.

 

Med udspillet viser regeringen en vej mod 2050, hvor det er muligt at fastholde en høj forsyningssikkerhed, økonomisk vækst og samtidig ydes et bidrag til at begrænse den globale opvarmning.

 

Strategien lægger vægt på en mere effektiv udnyttelse af olie- og gasressourcerne i Nordsøen, som kan bidrage den danske samfundsøkonomi og medvirke til at imødekomme efterspørgslen efter energi. Det vidner om en erkendelse af, at olie og gas i mange år endnu vil udgøre en hjørnesten i det danske energisystem og være forudsætningen for, at vi bliver i stand til at bevæge os over mod et fossilfri samfund.

 

Det er positivt, at regeringen i sin strategi understreger det internationale perspektiv. For at nå målene er Danmark afhængig af den internationale teknologiudvikling og af, at vores europæiske naboer også indleder omstillingen mod det fossilfri samfund.

 

Energistrategien understreger, hvor vanskelig og kompleks en opgave det er at omstille transporten til en ikke-fossil fremtid. Indtil videre findes der ingen realistiske alternativer til den traditionelle forbrændingsmotor, og i strategien erkendes det også, at elbilerne først på længere sigt kan komme til at spille en rolle. Derfor kan det undre, at strategien ikke lægger langt større vægt på en mere udbredt brug af biobrændstoffer i transporten end det eksisterende krav om 10 procent iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel inden 2020.

 

Biobrændstofferne er det mest effektive middel til at nedbringe bilernes CO2 udslip her og nu, og vi kan komme langt videre end 10 procent iblanding. Samtidig er danske virk-somheder verdensførende inden for produktion af 2. generations biobrændstoffer med en teknologi, der er klar til produktion i stor skala. Desværre er Energistrategi 2050 uden ambitioner på området. Perspektiverne for teknologi- og erhvervsudvikling på et felt, hvor Danmark har betydelige fordele, og hvor der samtidig er mulighed for etablering af mange tusinde arbejdspladser i landdistrikterne, er ellers lovende.

 

Desværre indeholder energistrategien et uigennemtænkt forslag om stop for installation af oliefyr i nybyggeri allerede fra næste år og i eksisterende byggeri fra 2017. Forslaget rammer socialt og geografisk skævt, og samtidig er klimagevinsten yderst tvivlsom.

 

Det er positivt, at strategien lægger op til en effektivisering af energispareindsatsen i bo-liger og erhverv. Energi- og olieforum stiller dog spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt at lægge en stor del af ansvaret for, at målene opfyldes over på energiselskaberne. Er vi dermed sikre på, at det er de rigtige indsatser, der prioriteres, og at pengene bliver brugt mest effektivt?

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør
Relaterede nyheder