Siden 1997 er antallet af ubemandede tankstationer fordoblet, så de nu næsten udgør 2/3 af det samlede antal stationer i Danmark.
Der bliver stadigt flere ubemandede tankstationer i forhold til bemandede. Hvor der tidligere var flest bemandede stationer er situationen nu lige omvendt. Det kan vi se i årets udgave af Energinoter med artikler og statistikker om branchen.
I 1997 var 71 procent (1.808) af de i alt 2.546 stationer bemandede og 29 procent (738) ubemandede. I 2010 er billedet vendt, så 35 procent (701) af servicestationerne er bemandende, mens 65 procent (1.303) er ubemandede.
Den tendens ser ud til at fortsætte. Antallet af bemandede stationer er fortsat faldende, mens antallet af ubemandede er stigende. Fra 2009 til 2010 forsvandt der således 19 bemandede servicestationer, mens der kom 6 ubemandede stationer til.
Danmark har relativt få kunder pr. servicestation (2.708 indbyggere og 1.100 biler). En af de måder hvorpå, selskaberne kan få driftsomkostningerne ned, er ved at gøre stationerne ubemandede.
Lov svækker konkurrenceevnen
En lov, der har sat branchen ekstra under pres er forbuddet mod varebindinger i Lov om benzinforhandlerkontrakter. Den forbyder benzinselskaberne at indgå kontrakter med benzinforhandlere/forpagtere om indkøb og markedsføring af varer.
Det vil sige, at benzinselskaber ikke lige så effektivt som alle andre kiosk- og dagligvarekæder kan forhandle rabatter hjem på mælk, chokolade, shampoo og andre almindelige varer. Det svækker naturligvis konkurrenceevnen for benzinselskaberne og gør det vanskeligt at optimere driften. Det betyder, at selskaberne må satse mere på de ubemandede stationer.
På de bemandede stationer med butikker er der også sket et skifte i hvilke produkter, der bærer omsætningen. Hvor de bemandende servicestationer tidligere primært solgte bilrelaterede produkter – som autoudstyr, motorolie, karburatorvæske, bremsevæske osv. foruden aviser, tobak og slik - har butikkerne på servicestationerne i dag et langt bredere udvalg af kiosk- og dagligvarer. Der satses også mere på for eksempel kvalitetskaffe og -brød.