Skatteminister Thor Möger Pedersen afviser nu forslag om at fordoble bilafgiften for de mest benzinslugende og miljøskadelige biler.
Skatteministeren slår fast, at regeringen ikke har lagt sig fast på, hvordan en omlægning af bilafgifterne skal foregå: "De holdninger, som Socialdemokraternes klimaordfører har givet udtryk for, er ikke regeringens politik. Det er vigtigt for mig at understrege også af hensyn til bilsalget," siger Thor Möger Pedersen.
Socialdemokraternes energi- og klimaordfører Pernille Rosenkrantz-Theil har for nyligt foreslået, at registreringsafgiften skal fordobles på alle biler, der ikke er i energiklasse A, mens den skal sænkes for de miljørigtige biler.
Udmeldingen fra skatteministeren kom under onsdagens samråd i Skatteudvalget, hvor Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen havde bedt ministeren om at redegøre for tidshorisonten i regeringens planlagte omlægning af bilafgifterne, og for hvordan bilsalget vil udvikle sig i den mellemliggende periode: "Bilsalget er gået helt i stå. Når der kommer bombastiske meldinger om, at biler skal stige helt op til 50 procent i registreringsafgift, så er det noget, der gør folk meget nervøse, fordi det vender op og ned på bilejernes økonomi og bilmarkedet. Derfor haster det med at få vedtaget en afgiftsomlægning," sagde Torsten Schack Pedersen.
Thor Möger Pedersen maner dog til tålmodighed hos oppositionen, da en omlægning af afgiftssystemet ikke er en enkel opgave og kræver en grundig forudgående analyse og undersøgelse. (Altinget.dk)