Biobrændstoffer kan dække op til 27 procent af verdens brændstofforbrug i 2050. Det viser ny IEA-rapport som angiver, hvordan produktion af biobrændstoffer kan udbygges på en bæredygtig måde.
En ny rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, at en udbredt anvendelse af biobrændstoffer kan spille en vigtig rolle i reduktionen af CO2-emissionerne i transportsektoren og øge forsyningssikkerheden.
Rapporten angiver, hvordan det globale forbrug af biobrændstoffer kan øges på en bæredygtig måde - hvor produktionen af biobrændstoffer giver væsentlige miljømæssige fordele og ikke går på kompromis med fødevaresikkerheden. I rapporten stiger den globale andel af biobrændstof i alt brændstof til transport fra 2 procent i dag til 27 procent i 2050.
"Mens effektivisering af de eksisterende køretøjer er den vigtigste og mest omkostningseffektive måde at reducere transportens emissioner på, vil biobrændstoffer være et væsentligt alternativ til fly, skibe og andre tunge transportmidler, og i sidste ende vil det give en femtedel af emissionsreduktionerne inden for transportsektoren", siger Bo Diczfalusy, IEA's direktør for bæredygtig energipolitik og -teknologi.
Læs hele rapporten her.