Nu satses der i elbilbranchen på at nå ti procent elbiler på de danske veje i 2020. Det er dog stadig et ambitiøst mål, mener både De Danske Bilimportører og FDM, som efterlyser mindre ensidig fokusering på elbiler fra politikernes side.
Berlingske skriver i dag om udfordringerne for udbredelsen af elbiler i Danmark. Forventningerne til et elbil-boom i Danmark er skruet ned siden 2009, hvor der blev talt om 20 procent elbiler på vejene i 2020. Nu satses der i elbilbranchen på at nå ti procent.
Men spørger man chefkonsulent Tejs Lausten Jensen hos De Danske Bilimportører, er også det meget ambitiøst: "De ti procent svarer til 200.000 elbiler på vejene om ni år. Lige nu er der kun knap 800 elbiler, og de fleste moderne elbiler er endda først blevet indregistreret i år."
Også hos bilejernes organisation FDM er man skeptisk over for de første ambitiøse udmeldinger: "Elbilerne er ganske vist udviklet markant i de senere år, og de er fortsat fritaget for registreringsafgift. Alligevel er de for dyre, og rækkevidden er for lille til, at de reelt kan udgøre et alternativ for den store mængde bilister," siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør ved FDMs medlemsblad Motor til Berlingske.
Han vurderer, at det bliver opladningshybriderne, der for alvor vil få elteknologien til at bryde igennem, men det sker først, når afgiften på den type køretøjer er reguleret.
Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance mener, at det skal være billigere, desto grønnere bilen er, og så bør man hæve den grønne afgift for ikke-grønne biler og bruge nogle af pengene til at betale ladeinfrastrukturen, som er vigtig i forhold til elbilernes succes. For at skabe tryghed i forbindelse med længere ture er der også behov for ladeinfrastruktur i det offentlige rum.
FDMs Søren W. Rasmussen er enig i, at der skal gennemføres en samlet strategi på bilbeskatnings-området, men han er bekymret over den holdning, der synes at sprede sig i debatten, og som går på, at man bare kan hæve afgifterne på de almindelige biler til fordel for elbilerne:
"Vi skal huske på, at rigtig mange mennesker ikke kan benytte elbilen i deres transport. I stedet har de anskaffet sig den nyeste teknologi i form af en miljøvenlig benzin -eller dieselbil, der kan køre langt på literen. De bilister kan man ikke bare efterfølgende straffe med yderligere afgifter," siger Søren W. Rasmussen til Berlingske.
Fra FDM efterlyser man en større bredde i bestræbelserne på at få CO2-udslippet reduceret fra transportsektoren. I andre lande nøjes man ikke kun med at se på elbiler, når man skal anspore til en mere miljøvenlig trafik. Her er også særligt miljøvenlige benzin -og dieselbiler klassificeret som miljøbiler, ligesom biler, der kan køre på naturgas, gas eller biobrændstoffer, også får en hjælpende hånd fra samfundet:
"Sådanne modeller kunne være en interessant måde at få danske bilejere til at vælge den løsningsmodel, der bedst muligt passer ind i det konkrete behov," siger Søren W. Rasmussen. (Berlingske)