Nyhed |  30.09.2011

Ønsker til en ny energipolitisk aftale

PDF | 

Politikerne bør vælge de løsninger, der virker og giver mest klima for pengene. Det er blandt andet biobrændstoffer og energirenovering.

På tirsdag åbner Folketinget. En af de vigtige aftaler, der skal forhandles, er en ny energipolitisk aftale. Det er godt, hvis den kan komme på plads, før Danmark får EU-formandskabet i januar. Men vigtigst af alt er det, at der bliver tale om et bredt forlig om en langsigtet plan, som omfatter alle sektorer.


Energi- og olieforum opfordrer energipolitikerne til at overveje hvilke løsninger, der giver de samfundsøkonomisk bedste CO2-reduktioner. Det gælder for både opvarmning og transport.


Opvarmning af kontorer, boliger og fabrikker sluger omkring 40 procent af det samlede danske energiforbrug. Energirenovering er en af de ”nemme” måder at opnå CO2-reduktioner på. Det faktum bør afspejle sig i den nye energipolitiske aftale.


Energirenovering må altid komme før investering i opvarmningsform. Derfor er det også helt bagvendt, når politikerne lægger op til med et slag at forbyde nye oliefyr uden først at indføre en isoleringsstandard.


Det kan tvinge boligejere til at investere i dyre varmepumpeløsninger, der ikke giver de ønskede energibesparelser eller presse dem til at livstidsforlænge deres gamle oliefyr.


Lad resultaterne bestemme
Transportens CO2-kurve er knækket . I 2007 toppede CO2-udledningen fra den danske transportsektor med godt 15 mio. ton CO2 per år. Siden er udledningen faldet med 9 procent. Det skyldes især mere energieffektive biler og iblanding af bioethanol og biodiesel i brændstofferne.


Den store fordel ved biobrændstoffer er, at de kan fyldes i bilerne her og nu til gavn for klimaet uden at gå på kompromis med hverken komfort eller mobilitet. Desuden kræves ikke investeringer i dyr infrastruktur, som det er tilfældet med elbiler.


En spritny rapport fra Energistyrelsen bekræfter det ringe potentiale for elbiler i de næste mange år og peger i stedet på hybrid’er som vejen frem. Der er behov for et afgiftssystem, der ikke favoriserer en bestemt teknologi på forhånd, men i stedet lader CO2-resultaterne være det afgørende.


Der er ingen grund til panik eller samfundsøkonomisk meget usikre og kostbare løsninger, når Folketingets energipolitikere snart sætter sig sammen. Men det bør nøje overvejes, hvor vi får mest CO2-reduktion for pengene.

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør
Relaterede nyheder