Nyhed |  31.08.2011

Libyens olieproduktion vender tilbage

PDF | 

Libyens olieproduktion starter op igen om et par uger og forventes tilbage på fuld styrke indenfor 15 måneder. Det er dog lidt usikkert, hvordan det vil påvirke oliepriserne.

Libyens oliefelter og brønde vil snart pumpe som normalt. Det skriver Børsen i dag. Landets nye olieminister Ali Tarhouni vurderer, at det er et spørgsmål om dage, mens den nyudnævnte formand for Libyens Nationale Olieselskab (NOC), forventer, at pumperne kommer i gang igen inden for nogle uger.

 

Vurderingen er, at det vil tage højst 15 måneder, før olieproduktionen er tilbage på fuld styrke. Inden urolighederne i Libyen brød ud i februar, producerede Libyen 1,6 millioner tønder olie om dagen.


Den forventede afslutning af borgerkrigen i Libyen skaber bevægelse i oliemarkederne. Men helt hvordan begivenhederne i Nordafrika vil påvirke priserne, er i følge nyhedsbrevet Petroleum Intelligence Weekly, uklart. Prisen på Brent kom ned på 105 dollar tønden i sidste uge med nyheden om oprørernes fremmarch i hovedstaden Tripoli, men er idag tilbage på omkring 113 dollar pr. tønde.

 

Landets olie- og gasfelter synes at have sluppet nogenlunde uskadt fra urolighederne, men nogle oliefaciliteter er blevet beskadiget. Den mere rolige tilstand i landet gør dog, at en række brønde nu kan blive repareret og returnere til produktionen i den nærmeste fremtid.

 

En udenlandsk operatør i landet, tyske Wintershall, siger til Petroleum Intelligence Weekly, at man kan starte produktionen inden for et par uger, afhængig af eksportinfrastrukturen og en stabil sikkerhedssituation i landet.

 

Europa er det vigtigste marked for Libyens råolie. Lagerne blandt regionens raffinaderier er sunket til det laveste niveau i næsten fire år som følge af krisen. Så snart den libyske råolie vender tilbage til det europæiske marked, vil det frigøre mere af den vestafrikanske råolie til Asien og USA. (Petroleum Intelligence Weekly)

Relaterede nyheder