Lars Christian Lilleholt fra Venstre er genudpeget til energiordfører for sit parti. Han advarer om regeringens planer om ekstra danske reduktionsforpligtelser allerede i 2020.
Den nye S-R-SF-regering har med klimaminister Martin Lidegaard i spidsen foreslået, at Danmark skal øge sin CO2-reduktionsforpligtelse i 2020 til 40 procent i forhold til udslippet i 1990. Samme år skal ikke mindre end halvdelen af elforbruget i Danmark leveres af vindenergi. Finansieringen af de nye tiltag skal ske ved "PSO og lignende ordninger", skriver regeringen i regeringsgrundlaget.
Lilleholt mener, at de ekstra reduktionsforpligtelser vil påføre både de danske husholdninger og de danske virksomheder ekstra omkostninger med tab af jobs og konkurrenceevne til følge:
"Udgangspunktet er, at man åbenbart er mere optaget af at give yderligere omkostninger til familierne og til erhvervslivet. Det vil i dén grad koste danske arbejdspladser. Vi ønsker et grønt Danmark, men med sund fornuft, hvor det ikke bare handler om at gøre livet mere besværligt. Hvis det er det grundlag, regeringen vil forhandle på, så ser det sort ud med et forlig," siger han til Altinget.
Lars Christian Lilleholt påpeger, at Danmark allerede har påtaget sig store reduktionsforpligtelser inden for EU:
"I forvejen står Danmark med en massiv reduktionsforpligtelse. Det vil blive meget vanskeligt at komme voldsomme mængder oven i den, når man tænker på den konkurrencesituation, vi står i. Ikke mindst i forhold til transportsektoren, som også vil blive massivt ramt." siger Lars Christian Lilleholt. (Altinget)