Nyhed |  20.01.2011

Monopol på betalingsservice under lup

PDF | 

Ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at danske forbrugere betaler 8 gange så meget for deres pengeoverførsler som forbrugerne i vores nabolande. Energi- og olieforum glæder sig over, at analysen nu sætter spot på Nets monopol, som også koster virksomhederne dyrt.

Nets A/S - det tidligere PBS - er et monopol, som har 96 % af de danske husstande, som kunder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en analyse, der viser, at danskerne betaler op til otte gange mere end forbrugerne i vores nabolande for hver pengeoverførsel. Firmaet har en overskudsgrad på mere end det dobbelte af, hvad der er normalt i erhvervslivet.

 

Direktør Rasmus Kjeldahl fra Forbrugerrådet udtaler: "Det her kalder på en reaktion. Det kan ikke passe, at en i bund og grund god måde at betale regninger på - også for samfundet - skal prissættes så højt. Så må der indføres et prisloft over, hvad en transaktion på betalingsservice må koste, indtil myndighederne har fået sat gang i en analyse af, hvorfor det er så svært for konkurrende firmaer at komme ind på markedet i Danmark."

 

Også i Dansk Erhverv er man bekymret over Nets dominerende position på markedet, da den manglende konkurrence koster virksomhederne dyrt. Markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft siger: "Man må ikke glemme, at Nets ud over betalingsservice sidder tungt på både e-boks, nem-id og Dankort. Det er stærkt bekymrende, at en enkelt spiller på denne måde sidder på den vitale infrastruktur, og det er virksomhederne, der betaler prisen for den manglende konkurrence."

 

For over et år siden klagede Energi- og olieforum sammen med Dansk Erhverv til Konkurrencestyrelsen over, at Nets ikke sænkede priserne på trods af et stort antal nye kunder.

 

Direktør for Energi- og olieforum Peter Stigsgaard glæder sig over, at der med den nye analyse kommer fokus på Nets monopol: "På trods af, at antallet af transaktioner er vokset markant og at Nets derudover har haft en række rationaliseringsgevinster, er priserne steget. Der er stærkt brug for konkurrence på området, så priserne kan fastsættes på normale markedsvilkår."

Kontakt
Peter Stigsgaard 
Direktør
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig Energi- og olieforums nyhedsbrev.