Regeringens forslag om at forbyde oliefyr rammer skævt - både socialt og geografisk. Stil krav til boligernes isoleringsstandard i stedet. Det ville for alvor gøre noget godt for klimaet.
I følge den nye energiplan, som regeringen fremlægger til formiddag, må der fra 2017 ikke installeres nye oliefyr i eksisterende privatboliger og allerede fra 2012 skal oliefyr forbydes helt i nybyggeri.
Energi- og olieforum mener, at det ikke er et spørgsmål om, hvad vi fyrer med, men hvor meget vi skal fyre. Det er med andre ord isoleringen af vores boliger, som er det helt afgørende for CO2-udledningen. Et nyt moderne energieffektivt oliefyr kan således halvere CO2-udslippet i forhold til et gammelt oliefyr.
"Hvis man forbyder oliefyr, vil de, som ikke har råd til at vælge for eksempel en meget kostbar varmepumpe-løsning til 120.000-150.000 kroner, naturligvis blot forlænge levetiden på deres gamle oliefyr i stedet for at udskifte det med et nyt energieffektivt fyr.Og det er der altså ikke megen klima-gevinst ved", siger Peter Stigsgaard, direktør i Energi- og olieforum.
80 procent af alle oliefyr i Danmark findes udenfor Hovedstadsområdet. Uden for byområder med fjernvarme er andelen endnu højere. Kravet om et meget dyrt skifte af opvarmningsform rammer altså de husejere, der har mindst råd og den laveste friværdi.
Energi- og olieform mener, at de billigste og nemmeste gevinster i forhold til at begrænse CO2-udslippet er at stille krav til boligernes isoleringsstandard fremfor at forbyde bestemte energiformer.