Den globale forsyning af olie steg til en ny rekord på 89 millioner tønder om dagen i februar måned.
I en tid hvor der tales meget om oliemangel og forsyningssikkerhed, er det interessant at læse den seneste udgave af Det Internationale Energi Agenturs ”Oil Market Report”. Her kan man nemlig se, at den globale forsyning af olie steg til en ny rekord på 89 millioner tønder om dagen i februar måned.
Det er en stigning på 0,2 millioner tønder om dagen fra januar måned. Det skyldes et højere udkomme fra de olieproducerende lande udenfor OPEC. Væksten kommer især fra Alaska og en højere produktion fra Storbritannien og Rusland. På årsbasis ligger produktionen fra ikke-OPEC-landene i 2010 uændret på 52,8 millioner tønder om dagen, mens der i 2011 forventes en stigning på 0,1 millioner tønder om dagen til 53,6 millioner tønder om dagen. Man forventer her især en større produktion fra Canada.
Til gengæld faldt produktionen fra OPEC i sidste måned, især på grund af mindre forsyninger fra Libyen. Det vurderes i Oil Market Report, at Libyens olieeksport på omkring 1,3 millioner tønder om dagen vil være væk fra markedet i en betydelig tid endnu på grund af de fysiske skader på produktionsanlæg og sanktionerne.
Sammenligner man år for år er den globale forsyning af olie steget med 2,2 millioner tønder om dagen i forhold til februar 2010 fordelt ligeligt mellem OPEC og ikke-OPEC-lande. (Oil Market Report)