Statoil har indviet en banebrydende ny bilvaskehal. Vaskehallen er udviklet af danske ingeniører og fungerer som et fuldstændig lukket system med recirkuleret vand og uden spildevandsudledning. Vandforbruget er langt under 15 liter rent vand pr. bilvask, svarende til den mængde vand, som fordamper og bringes med ud af bilerne.
- Reelt er den nye vaskehal i Nyborg selvforsynende med vand. Tilførslen af de 15 liter rent vand sker udelukkende for at opveje det vandtab, der opstår, når der fordamper vand under tørringen, og fordi der sidder vand i bilernes dæk, undervogn og skærme, når de kører ud af vaskehallen. Miljømæssigt er det en stor landevinding, at vi nu kan vaske biler uden at belaste miljøet med spildevand og med et minimalt træk på de kommunale vandressourcer, siger Per Brinch, kommunikationsdirektør i Statoil Fuel & Retail.
Det epokegørende ved det nye vaskeanlæg er metoden, der bruges til at rense vandet, så det hele tiden kan genbruges.
- Vi har indsat et inddampningsanlæg i renseprocessen, som fordamper og filtrerer spildevandet, så salt og partikler reduceres til støv. Det bliver til omkring 100 kg støv pr. vaskehal pr. år, som kan køres væk til forbrænding, forklarer ingeniør Børge Lund fra Statoil, som har udviklet det nye vandgenbrugssystem til vaskehaller sammen med ingeniør Richard Dines Smidth fra Envotherm.
- Se hvordan det nye vaskehalssystem fungerer her.
- Læs mere om bilvaske og miljøet her.