Stort dansk forskningsprojekt skal udvikle dyrkning og brug af elefantgræs, pil og poppel via bioraffinering.
Seniorforsker Uffe Jørgensen, Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, skal i de kommende år stå i spidsen for et storstilet forskningsprojekt, der har til formål at udvikle dyrkning af elefantgræs, pil og poppel samt omsætningen til energi via bioraffinering. Det sker i samarbejde med en række andre forskningsinstitutioner og virksomheder i Danmark og USA.
Uffe Jørgensen tror, at elefantgræs kommer til at spille en større rolle som energiafgrøde fremover. En helt anden dyrkningsmetode skal give en langt højere udnyttelse end tidligere, hvor man prioriterede at høste græsset tørt i det tidlige forår med afbrænding for øje:
"Ved høst efter vinteren mistede man typisk halvdelen af udbyttet, som faldt af i form af top og visne blade. Men i projektet vil vi høste elefantgræsset vådt i oktober, idet afgrøden skal omsættes ved en biologisk proces og ikke afbrændes," siger Uffe Jørgensen.
Ved det ændrede høsttidspunkt ligger en betydelig del af merudbyttet. Ved bioraffineringen, som skal foregå på DONG/ Inbicons bioethanolanlæg i Kalundborg, skal biomassen omdannes til ethanol, lignin til afbrænding samt en rest af melasse, der kan bruges til foder.
Projektet ved navn Bioresource skal forløbe over de kommende fire år med start 1. marts 2012. Leder af projektet er professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Desuden deltager Novozymes, Københavns Universitet, Dalgasgroup, DONG Energy, Vitroform og University of Illinois. (Landbrugsavisen)
Læs mere om projektet her.