Nyhed |  09.01.2012

Lidegaard: Måske smalt energiforlig

PDF | 
Mens regeringen vil bruge 5,6 milliarder kroner i den kommende energiaftale, vil Venstre ikke bruge mere end tre milliarder kroner. Klima - og energiminister Martin Lidegaard taler nu om, at det kan blive nødvendigt med et smalt energiforlig.

Det er ikke sikkert, at der bliver indgået et bredt forlig, lyder det nu fra Martin Lidegaard: "Jeg vil sige det på den måde, at vi rigtig gerne vil have et bredt forlig, men vi vil ikke have det for enhver pris."
 
"Jeg tror, det bliver meget svært at komme ned på tre milliarder, men jeg vil ikke sætte tal på, før jeg har regnet det hele igennem. Det, der betyder noget for mig, er, om vi får den reduktion i CO2 , vi fra regeringens side gerne vil have," siger ministeren til Ritzau.


Regeringen havde håbet på et energiforlig allerede inden nytår, men allerede fra begyndelsen meldte Liberal Alliance sig ud, og Venstre kræver stadig, at Nox-afgiften til 600 millioner kroner fjernes.


"Jeg synes, at ministeren skulle finde sin realitetssans. Dansk erhvervsliv befinder sig i en meget vanskelig situation, hvor der er udsigt til negativ vækst, og så er medicinen ikke flere afgifter," siger Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt. (Ritzau)


 

Relaterede nyheder