Regeringens nye besparelser er ikke nok til en energiaftale, lyder det fra Venstre, som vil have omkostningerne endnu længere ned og en garanti imod klima-blokpolitik med Enhedslisten. Forhandlingerne fortsætter i dag.
En milliarder kroner adskiller regeringen og oppositionen i at blive enige om en energiaftale, efter regeringen nu har fundet besparelser for 940 millioner kroner i forhold til sit oprindelige udspil. Men allerede inden udkastet er blevet præsenteret i detaljer i dag, har Venstre nye krav med til forhandlingerne: Udgifterne til en energiaftale skal endnu længere ned. Og så skal Venstre have en garanti for, at regeringen ikke igen laver nye energiafgifter med Enhedslisten:
"Vi vil have en sikkerhed for, hvordan energiafgifterne stiger frem mod 2020. Regeringen kan godt tro om igen, hvis den vil lave energiaftale med os og så en klimalov med Enhedslisten, der kommer med nye afgifter," siger Venstres energi- og klimaordfører, Lars Chr. Lilleholt, som slår fast, at eksemplet med NOx-afgiften, som regeringen vedtog med Enhedslisten i finansloven, skal være en enlig svale.
Klima og energi-ministeriet oplyser, at besparelserne i det reviderede udkast falder i tre overordnede grupper: effektiviseringer af bl.a. energinet.dk, besparelser i støtten til vindenergi og regulering af elselskabernes spareindsats.
Energiforhandlingerne optages i dag, og der er indtil videre planlagt et yderligere møde blandt minister og partierne på næste torsdag den 26. januar. (Altinget)