Altinget skriver, at Venstre nu på grund af presset fra sit eget kerne-bagland og med et nyt "billigere" regeringsudspil i udsigt, åbner op for en bred energiaftale, hvor udgifterne får lov at stige mere end det oprindelige udspil fra VK-regeringen.
Tidligere har Venstre fastholdt, at de ikke ville være med i et forlig, hvor omkostningerne overskred de 3,6 mia. kr., der oprindeligt var i VK-regeringens udspil til en energiaftale. Men nu afviser Venstre ikke længere en aftale, der kan koste mere end det.
"Vi forhandler ikke i medierne, men taler med regeringen. Og når vi bliver præsenteret for regeringens tal, så vil vi gå tilbage og kigge på udspillet og vurdere det," siger Lars Chr. Lilleholt, der slår fast, at Venstre vil møde forhandlingerne med åbenhed.
Men Lars Chr. Lilleholt slår også fast, at Venstres standpunkt er kendt: "Den internationale økonomiske krise, vi står i, er langt større, end mange har turde forestille sig. Og tro, at man så kan blive ved med at udskrive store nye regninger til forbrugere og erhvervsliv, det vil Venstre ikke medvirke til." Lars Chr. Lilleholt. Han understreger derfor, at der skal barberes kraftigt i det udspil, som kommer fra regeringen, før Venstre kan være med.
Lars Chr. Lilleholt tager samtidig afstand fra en række af Venstres egne jyske borgmestre, der har appelleret til, at partiet indgår i en bred energiaftale: "Jeg kan godt forstå, borgmestre har interesse i egne nærområder, hvor vindmølleindustrien fylder meget, og hvor vindmøller skal placeres. Men jeg synes også, de skulle kigge ud over kommunegrænsen. Det her handler ikke kun om nogle enkelte virksomheders interesser, men hele Danmarks interesser. Også de familier og virksomheder, der er ved at få en unødig stor regning, og som holder til i andre områder end der, hvor disse borgmestre er valgt," siger Lars Chr. Lilleholt.
Konservative har delt Venstres skepsis over for afgiftsniveauet i regeringens udspil, men partiformand Lars Barfoed slår nu fast, at de går efter en aftale. Det skete søndag aften i Clement Søndag, hvor Barfoed desuden gjorde det klart, at Konservative er villige til at indgå i en aftale uden Venstre, hvis det skulle komme dertil.
Regeringens udspil bliver præsenteret på torsdag, hvor Folketingets partier igen mødes med ministeren og optager forhandlingerne. Det er meget sparsomt, hvad der er sluppet ud fra ministeriet, men forventningerne på Christiansborg er et udspil med en udgiftsramme på omkring 4,6 mia. kr. Det er midt mellem VK-regeringens og den nye regerings respektive udspil. (Altinget)