Det globale forbrug af olie falder nu med hele 300.000 tønder olie om dagen oplyser Det Internationale Energiagentur. Det er første gang siden den store økonomiske krise i 2008 og 2009, at forbruget falder.
Der er flere årsager til det aftagende forbrug, men den milde vinter, som lige nu opleves på hele den nordlige halvkugle, og som står i skarp kontrast til sidste års meget kolde vinter, spiller en stor rolle. Men de lidt dårligere udsigter for verdensøkonomien, hvor væksten taber fart mange steder, spiller også ind. Endelig er de høje oliepriser i sig selv også med til at dæmpe forbruget og få folk til at spare på energien.
Oliepriserne har siden sidste forår holdt sig oppe på et forholdsvis stabilt niveau, der hedder 100 til 120 dollar pr. tønde. Men prisen er steget med et sted mellem fire og fem dollar pr. tønde i år, blandt andet fordi EU planlægger et forbud mod import af olie fra Iran, og fordi Iran samtidig også har truet med at lukke det vigtige Hormuz Stræde, der er et nåleøje for olieeksport fra Mellemøsten.
IEA venter dog fortsat, at det globale olieforbrug vil vokse i hele 2012, men stigningen er justeret ned fra et tidligere skøn på 1,3 millioner tønder om dagen til nu en stigning på 1,1 millioner tønder om dagen. (Berlingske)