EUs udenrigsministre har iværksat en olieembargo mod Iran. Hvad betyder det for prisen på benzinstanderen? Energi- og olieforum giver et bud.
EU’s udenrigsministre har vedtaget sanktioner mod Iran for at imødegå det iranske atomprogram. Sanktionerne omfatter:
• Et øjeblikkeligt forbud mod at indgå nye oliekontrakter med Iran
• Eksisterende kontrakter må kun fortsætte indtil den 1. juli 2012
Hvad betyder det for benzinprisen? Energipolitisk chef i Energi- og olieforum Jacob Stahl Otte siger:
Vi forventer, at prisen per tønde olie vil stige fra 110 til cirka 125 dollar. Det betyder måske en stigning på 50 øre til 1 krone per liter for benzinprisen, men det vil kun være for en kort tid og det er ikke engang sikkert, at stigningen vil være så stor. Embargoen kommer ikke som en tyv om natten. Indkøberne har været forberedt og har indstillet deres opkøb derefter.
Lige nu stiger prisen, fordi der skal rykkes rundt på forsyningerne. Fremover vil der blive solgt mere iransk olie til Asien, som ikke deltager i boykotten, mens Vesten vil købe olie fra andre lande. Efter en omstillingsperiode, der ikke behøver vare mere end nogle uger, vil prisen falde igen.
Og så skal man huske på, at to tredjedele af benzinprisen i Danmark består af afgifter, så når selve produktionsprisen stiger, gør det ikke den helt store forskel på standeren for danskerne.
Danmark bruger i forvejen ikke iransk olie - vi får vores forsyning fra Nordsøen og Rusland. I Sydeuropa vil man mærke embargoen langt tydeligere.
Der er to omstændigheder, som kunne gøre, at oliepriserne stiger mere voldsomt. Den ene er, at Asien tilslutter sig embargoen. Det vil føre til, at markedet mister den iranske olie, og når udbuddet bliver mindre, stiger priserne. Men det tror jeg er usandsynligt.
En anden mulighed er, at det lykkes Iran at lukke Hormuzstrædet. Hvis det skulle ske, kan priserne ryge op på 150-175 dollar per tønde.
Fakta:
- EU aftager omkring 20 procent af den iranske olie. Heraf står Grækenland og Italien som de største importører efterfulgt af Spanien.
- Irans olieeksport bliver for 56 procents vedkommende aftaget af: Kina, som dagligt aftager 500.000 tønder olie, Japan med 327.000 tønder, Indien aftager 310.000 tønder og Sydkorea 225.000 tønder.
- 20 % af verdens olieforsyning kommer gennem Hormuz Strædet.