Q8 står sammen med Rådet for Sikker Trafik bag den kampagne, der i disse uger skal få bilister til at sætte farten ned på landevejene.
Hvis alle bilister overholder fartgrænserne på de danske veje, vil det spare 50 liv og 250 personkvæstelser hvert år.
Afhængig af hvor hurtigt og hvordan man normalt kører vurderer Trafikstyrelsen yderligere, at der er potentiale til at spare helt op til 20-30 procent brændstof, hvis man som bilist sætter farten ned. "Danske bilister synes, at brændstof er dyrt, men de færreste ved, hvor meget de faktisk kan spare ved at sætte farten ned og køre økonomisk. Køber man fx 800 liter benzin årligt, kan der med de nuværende benzinpriser være over 3.000 kr. at spare bare ved at sætte farten ned og køre jævnt uden unødige opbremsninger og accelerationer," fortæller Jytte Wolff-Sneedorff, kommunikationschef i Q8.
Uden for byerne er det især hastigheden, der har indflydelse på brændstofforbruget. En bil, som kører 15 km på en liter benzin ved 70 km i timen, vil ved 90 km i timen køre ca. 12,5 km på literen - og kun 10 km på en liter ved 110 km i timen.
Her kan du tilmelde dig Energi- og olieforums nyhedsbrev.