Statoil bygger et nyt norsk kompetencecenter for forbedret olieindvending og øger samtidig sine investeringer i forskning og udvikling med 27 procent.
Det statsejede norske olie- og gasselskab Statoil bygger et nyt norsk kompetencecenter for IOR, Improved Oil Recovery, og øger samtidig sine investeringer i forskning og udvikling med 27 procent til 2,8 milliarder norske kroner.
"Industrien står over for nye udfordringer. Vi skal finde ressourcerne på store dybder, i arktiske regioner og i nye geologiske formationer som skifer," siger Magareth Øvrum, øverste chef for teknologi, projekter og boring i Statoil.
Målet er at øge produktionen fra 1,9 millioner tønder olieækvivalenter om dagen i 2010 til 2,5 millioner i 2020. Samtidig vil man sikre en hurtigere udrulning af nye teknologier og spare på sit eget energiforbrug.
Det skal konkret ske ved at stase på fire teknologiområder. De er seismisk kortlægning og analyse, karakterisering af reservoirer, forbedret økonomi og energiforbrug ved boringer og ikke mindst subsea compression, der skal realiseres inden 2020.
Subsea compression er betegnelsen for en teknologi, hvor nordmændene placerer en kompressorstation på havbunden. Det sker for at imødekomme trykfaldet og skabe det nødvendige tryk, så naturgas lettere flyder mod brøndene.
Statoil planlægger at øge investeringerne i forskning og udvikling yderligere i de kommende år. (Ingeniøren)
- Læs mere om Statoils planer her.