Nyhed |  21.05.2013
PDF  | 

Bioolieanlæg indvies i Aalborg

Aalborg Universitet indvier den 24. maj et anlæg, der i stor skala kan omdanne affaldsprodukter som slam og husholdningsaffald til den fineste råolie, der kan bruges i biler, skibe og fly.

 

Ved metoden HTL, som står for Hydro Thermal Liquefaction, omdannes diverse affaldsprodukter - spildevandsslam, gylle, halm og madrester - til bioolie gennem en proces, hvor restprodukterne bliver udsat for temperaturer på mellem 250 og 450 grader og et tryk på mellem 100-350 bar.

Teknikken har været kendt længe, men forsøg er hidtil lavet på ganske små anlæg, hvorfor den producerede mængde har været ganske beskeden og omdannelsesprocessen præget af mange stop. Nu indvier Aalborg Universitet et bioolieanlæg i fuldskala.

- Med det nye anlæg kan vi kontinuerligt levere biomasse til anlægget uden at stoppe anlægget, og det betyder, at anlægget langt størstedelen af tiden vil have den rigtige temperatur/tryk til at omdanne biomasse til olie, og det giver bedre betingelser for at forske i, hvad der sker i processen, og hvilke biomaterialer der er bedst at lave bioolie ud af. Og nu kan vi producere så store mængder, at vi også kan arbejde med og teste færdige bio-fuels, hvilket vi kan gøre i de motorer og turbiner, som vi har indkøbt til netop det formål, siger professor Lasse Rosendahl fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.

"Vi kan producere så store mængder, at vi også kan arbejde med og teste de færdige bio-fuels. "

Indvielsen af bioolieanlægget foregår fredag den 24. maj. EU-klimakommissær Connie Hedegaard og minister for klima-, energi- og bygninger, Martin Lidegaard, deltager.

Aalborg Universitet samarbejder med den canadiske udviklingsvirksomhed Steeper Energy og Aarhus Universitet om projektet. Anlægget støttes med 3,5 million fra Det Obelske Familiefond og med 3,5 million fra Aalborg Universitets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet.