Nyhed |  12.01.2018
 | 

Raffinaderierne leverer effektiv og stabil energi til danskerne hver dag

De to danske raffinaderier i Kalundborg og Fredericia udgør tilsammen et vigtigt omdrejningspunkt for den danske forsyningssikkerhed og mobilitet.

Jacob Stahl Otte  
Direktør
De to danske raffinaderier i Kalundborg og Fredericia producerer årligt omkring 9 millioner m3 olieprodukter, hvilket stort set svarer til det samlede forbrug af olieprodukter i Danmark. Det er mere end 40 % af det samlede danske energiforbrug. Raffinaderierne udgør således en krumtap, når det gælder om at sikre en stabil og effektiv forsyning af energi til danske bilister, virksomheder og boligejere uden for det kollektive net.

På de to danske raffinaderier omdannes råolien til benzin, diesel, flydende gas, fyringsolie og fuelolie. Det bliver til omkring 20.000 m3 brændstof og fyringsolie, der hver dag køres ud af omkring 400 lastbiler. Brændstoffet bringes ud til de cirka 2.000 tankstationer fordelt over hele landet. Hver dag kommer mere end 250.000 biler og lastbiler igennem tankstationerne, som på få minutter får fyldt tanken og kan køre videre ud i verden.

"Det bliver til omkring 20.000 m3 brændstof og fyringsolie, der hver dag køres ud til bilister, virksomheder og boligejere. "


Raffinaderierne spiller også en vigtig rolle i forhold til deres lokalområder. De beskæftiger over 550 højt kvalificerede medarbejdere og udgør vigtige højteknologiske arbejdspladser i lokalområdet. Ud over de direkte ansatte på raffinaderierne, beskæftiger raffinaderierne indirekte et tilsvarende antal medarbejdere hos en lang række underleverandører til raffinaderiernes daglige drift og vedligeholdelse.

De danske raffinaderier hører ikke til de største i verden til gengæld er de blandt de mest energieffektive. Gennem effektiviseringer og forbedringer af produktionen er det lykkedes for raffinaderierne at reducere energiforbruget per produceret enhed til mindre end 5 procent. Effektiviseringerne er blandt andet sket ved at udnytte spildvarme i samarbejde med omkringliggende virksomheder og lokale fjernvarmeforsyninger.

Raffinaderierne har været i Danmark siden starten af 60’erne, og har derfor længe været en velintegreret del af energiforsyningen og leverer et vigtigt bidrag til forsyningssikkerhed og mobilitet, beskæftigelse og samfundsøkonomi.