Nyhed |  13.07.2017
 | 

Det sker der før du tanker

Før du tanker din benzin eller diesel på tankstationen, har brændstofferne været igennem en raffineringsproces på et af de to danske raffinaderier.

Michael Mücke Jensen  
Teknik- og miljøchef

Det meste af den olie, der bruges i Danmark, kommer fra Nordsøen. Den råolie, som findes under havet, kan ikke umiddelbart bruges, som den er. 

For at få brugbare produkter ud af råolien, kræver det en raffineringsproces. I Danmark har vi to raffinaderier – Shells raffinaderi i Fredericia og Statoils i Kalundborg.

Olien sejles fra olieplatformene til raffinaderierne eller transporteres direkte via rørledninger.

På raffinaderierne omdannes råolien til de færdige produkter, som vi bruger hver dag såsom benzin, diesel, fyringsolie og smøreolie.

Råolie har forskellig sammensætning alt efter, hvor det kommer fra. Det skyldes, at råolie er en kompleks blanding af kemiske forbindelser (kulbrinter), hvis struktur bestemmer de særlige karakteristika for hver type råolie. Raffinaderierne er typisk tilpasset de typer af råolie, der er tilgængelige i nærområdet.




Raffinering
Hvert produkt har deres eget kogepunkt. Under raffineringen opvarmes råolien, så de forskellige produkter kan adskilles fra hinanden. Råolien bliver først opvarmet til mellem 370 og 430 °C og derefter indført i et såkaldt destillationstårn. Det er et højt og cylindrisk tårn. Kulbrinterne vil derfor fordele sig i tårnet efter kogepunkt.

Helt lette produkter som gas flyder op til toppen af tårnet, mens de tungeste typer af olier forbliver nær bunden. De lettere produkter er benzin og flybrændstof, mens de tungere er diesel og smøreolie.

De allertungeste produkter er fuelolie og bitumen, der bruges i henholdsvis skibsmotorer og til asfalt. Når produkterne først er adskilt fra hinanden, kan de gennemgå yderligere behandlinger.

"Olien sejles fra olieplatformene til raffinaderierne eller transporteres direkte via rørledninger. "


Behandling 

Blandt de metoder, der anvendes til forarbejdning af olieprodukter efter raffineringen, er en såkaldt ”cracking”. Det betyder nedbrydning, og her nedbrydes kulbrintekæderne til mindre enheder, som så kan bruges til at lave benzin og diesel.

Hvad sker der med de færdige produkter? 

De færdige olieprodukter, der kommer fra raffinaderiet, transporteres nu fra raffinaderiet til forskellige oliedepoter over hele landet. Transporten sker enten ved, at produkterne pumpes via rørledninger fra raffinaderierne direkte over i depoterne eller de sejles til depoterne.

På oliedepoterne opbevares produkterne, indtil de bliver afhentet med lastbiler og kørt rundt til tankstationerne eller direkte ud til de enkelte kunder - husejere, vognmænd, landbrug og industri.

Der er omkring 400 lastbiler i Danmark, som hver dag transporterer omkring 20.000 m3 brændstof og fyringsolie.

Tankstationer 

I Danmark er der i dag over 2.000 tankstationer fordelt over hele landet. Det er et finmasket og uhyre effektivt distributionsnet. Det er både ubemandede og bemandede stationer. Fordelingen er i dag ca. 75 procent ubemandede og 25 procent bemandede stationer.

Der tankes 230.000 gange om dagen i Danmark. Det svarer til 2-3 tankninger i sekundet. Få minutter tager en tankning og så er det videre.