Pressemeddelelse |  15.09.2009

CO2-sammenligning ender uafgjort!

PDF | 

Hverken i dag eller de næste mange år er der én bestemt bilteknologi, der er bedre end de øvrige med hensyn til at begrænse effekten på klimaet. Det er konklusionen i en ny dansk rapport fra Ea Energianalyse, som sammenligner CO2-udslippet for seks forskellige bilteknikker.

Analysen viser, at forskellen mellem de forskellige biler primært består i, hvor CO2-udslippet kommer fra; kraftværkernes skorstene eller bilernes udstødning.

 

Beregningerne i analysen viser, at en elbil i dag kun udleder 8 % mindre CO2 pr. kilometer i forhold til en tilsvarende bil med dieselmotor, og at den forskel ikke vil forrykkes afgørende i 2025.

 

Ifølge analysen har hybridbilen – en bil med en kombination af forbrændingsmotor og el-motor - et CO2-udslip på linje med udslippet fra el-bilen samtidig med, at den kan køre ligeså langt og hurtigt som de traditionelle biler.

 

Rapporten fra Ea Energianalyse er skrevet på foranledning af Energi- og olieforum. Organisationens direktør Peter Stigsgaard siger: ”Med rapporten ønsker vi først og fremmest at bidrage til en åben og saglig debat om fremtidens energiløsninger til bilerne.”

 

”Det er vigtigt for os, at de beslutninger, der træffes i Danmark i disse år, reelt bevæger udviklingen i den rigtige retning. Vi må undgå at favorisere en enkelt teknologi frem for en anden, når det stadigt er så usikkert, hvilken løsning, der er den mest optimale i forhold til klimaet.”

 

Peter Stigsgaard fortsætter: ”Elbiler vil i takt med, at det danske el-system bliver omstillet til mere vedvarende energi, være en del af fremtidens løsninger – ligesom bæredygtige biobrændstoffer. Hele tiden kommer der spændende teknologiske nybrud fra bilproducenterne – fx hybridteknik, der kan nedbringe CO2-udslippet i transportsektoren her og nu. Rapporten fra Ea Energianalyse viser, at der ikke i dag er saglig grundlag for at udnævne én bestemt teknologi som vinder.”

 

”Energi- og olieforum opfordrer de danske politikere til at tilrettelægge afgiftssystemet for bilerne, så det fremmer udviklingen af de biler, der gør mest for klimaet – uanset energiform”, slutter Peter Stigsgaard.

 

Hele rapporten kan hentes her.

 

Kontakt:
Peter Stigsgaard, direktør, Energi- og olieforum, tlf. 3345 6512, mobil 2023 4723, e-mail:  ps@oliebranchen.dk

 

For detailspørgsmål omkring rapportens forudsætninger og beregninger kontakt:
Hans Henrik Lindboe, Ea Energianalyse, tlf.: 8870 7083, mobil 6039 1704



Pressekontakt