Tilbage i 1960’erne var antallet af tankstationer i Danmark langt højere end idag. Efter energikriserne i 1970'erne skete der mange omstruktureringer, opkøb og rationaliseringer, hvilket førte til lukning af mange tankstationer. I 1990’erne var der registreret mere end 9.000 grunde i Danmark, hvor der tidligere blev solgt autobenzin.
Driften af tankstationerne har medført, at nogle af grundene er forurenet. Omkring 1990 stod det klart, at nogle af de gamle tankstationer kunne udgøre et alvorligt miljøproblem. Oliebranchen har altid prioriteret miljø- og sikkerhedsspørgsmål meget højt og løbende kontrolleret, at reglerne er blevet omhyggeligt fulgt. Det har da også vist sig, at de tankanlæg, hvor der er fundet forurening, er lavet efter de retningslinier og regler, som myndighederne havde formuleret på det pågældende tidspunkt, og derfor har det været meget vanskeligt at placere ansvar for svind, spild eller uheld.
Oliebranchens Miljøpulje
Oliebranchens Miljøpulje (OM) er en forening, der er stiftet af olieselskaberne i Danmark. OM har til opgave at forestå, at de tilmeldte tidligere tankstationer bliver undersøgt og at eventuelle forureninger – om nødvendigt – bliver oprenset. Indsatsen sker efter en frivillig aftale, der i december 1992 blev indgået mellem Oliebranchens Fællesrepræsentation, Miljøstyrelsen og amternes og kommunernes repræsentanter. Der er tale om den hidtil største frivillige miljøaftale i Danmark.
Myndighederne kunne efter aftalen frem til 1999 indstille grunde, hvor der har været detailsalg af autobenzin indtil 1991, mens oliebranchen frem til 1995 kunne indstille grunde med benzinsalgsanlæg, der var i drift efter 1. oktober 1991. Ved fristens udløb var der modtaget indstillinger for 9.400 grunde.