Energi- og olieforum støtter bestræbelserne på at begrænse energiforbruget og fremme energieffektive investeringer via afgifter. For organisationen er det dog vigtigt, at energibeskatningen er neutral i forhold til valg af energikilde, virksomhedernes internationale konkurrenceevne og grænsehandlen.
På grund af de høje danske energiafgifter, CO2-afgifter samt moms er oliebranchens produkter højt beskattede. Beskatningen er et energipolitisk redskab til at begrænse energiforbruget og fremme energieffektive investeringer, og sikrer naturligvis også staten betydelige indtægter.
Energi- og olieforum støtter brugen af afgifter på energiråstoffer og energiforbrug som et styringsværktøj i energi- og miljøpolitikken, men for organisationen er det vigtigt, at energibeskatningen er neutral i forhold til valg af energikilde, virksomhedernes internationale konkurrenceevne og grænsehandlen.
Energi- og olieforum mener:
- at summen af energiafgifter og moms i Danmark til enhver tid bør afpasses, så grænsehandlen med branchens produkter minimeres
- at virksomhedernes belastning af skatter og afgifter på energiområdet (de ikke-refundérbare skatter) ikke bør være højere end niveauet i udlandet
- at erhvervsudviklingen og udviklingen på arbejdsmarkedet understøttes af lave omkostninger ved hjem-arbejdstransporten