Den danske olieproduktion udgør kun en halv procent af verdens olieproduktion og på europæisk plan 7 procent. Til gengæld tegner Europa sig for 25 procent af verdens olieforbrug. Der er altså en betydelig asymmetri mellem produktion og forbrug. Det rejser naturligvis en række spørgsmål om den fremtidige forsyningssikkerhed.
Selv om den danske olieproduktion kører på højtryk, udgør den kun en halv procent af verdens olieproduktion. Produktionen i den danske, norske og engelske del af Nordsøen udgør tilsammen 7 procent af verdensproduktionen. Til sammenligning kommer mere end 30 procent af verdensproduktionen fra Mellemøsten.
Når man ser på olieforbruget, er billedet helt anderledes. Europa forbruger 25 procent af verdens olie. Det samme gør USA, hvis olieproduktion i dag ikke er større end produktionen i Nordsøen.
Der er altså en betydelig asymmetri mellem produktion og forbrug. Den bliver kun værre, når man ser på oliereserverne. Her sidder de mellemøstlige lande på mere end 80 procent af de påviste reserver.
For naturgassen er forholdene lidt anderledes. Danmark har igen omkring en halv procent af verdens produktion, og omkring 10 procent kommer fra Nordsøen, først og fremmest fra Holland, England og Norge. Da produktionen er afhængig af et nærtliggende forbrug – naturgas transporteres i rørledninger - er den mellemøstlige produktion ikke større end produktionen i Nordsøen. Rusland er verdens største producent og har en betydelig eksport til de andre europæiske lande. Den næststørste producent er USA.
De største gasreserver findes dog i Mellemøsten, men omdannelse af luftformig gas til flydende gas og efterfølgende transport i gastankskibe er endnu ikke rentabel.
Et sikkerhedsproblem?
Efterspørgslen efter olie vokser kraftigt – ikke alene på grund af større forbrug i de industrialiserede lande men især på grund af den økonomiske vækst i befolkningsrige lande som Kina og Indien. Det har ført til megen debat og politisk usikkerhed om, hvorvidt olieproduktionen i fremtiden kan følge med forbruget.
I de vestlige lande skaber det også usikkerhed, at størstedelen af verdens oliereserver i dag er nationaliseret af OPEC-lande. I løbet af de seneste 30 år har de fleste udviklingslande – herunder de olierige stater i Mellemøsten - inddraget de internationale olieselskabers bevillinger. Efterforskning og produktion foregår i dag enten fra statsejede selskaber, eller også hyrer olielandene internationale olieselskaber som operatører, uden at disse har ret til olien. Det øger frygten for, at disse stater kan bruge olien til politiske formål.
Det Internationale Energiagentur, IEA, spår, at verdens energibehov i 2030 vil være 50 procent højere end i dag, og i oktober 2006 talte den daværende danske statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget om det langsigtede mål for Danmark: ”Vi vil ikke gøre os afhængige af at skulle købe olie eller naturgas fra lande og regioner, som er politisk ustabile”.
Hvornår løber vi tør?
En gruppe af videnskabsmænd samlet omkring teorien ”peak oil production” er pessimistiske i deres vurdering af, hvor meget olie, der er tilbage. De spår, at produktionen vil udvise en klokkeformet kurve, hvor vi i disse år når højdepunktet (peak), hvorefter olieproduktionen og snart også gasproduktion vil begynde at falde. Den danske Energistyrelse anslår, at vi allerede har produceret halvdelen af den olie og gas, der er i den danske del af Nordsøen, og at produktionen nu vil begynde at falde. Danmark vil dog være selvforsynende med olie indtil 2025.