Før OPEC blev dannet i 1960 kontrollerede en række multinationale olieselskaber – kendt som de 7 søstre – de fleste olieaktiviteter i verden. I dag er situationen en helt anden. Verdens største olieselskab er nu det saudiarabiske Aramco.
Før OPEC blev dannet i 1960 kontrollerede en række multinationale olieselskaber - kendt som de syv søstre - de fleste olieaktiviteter i verden, såvel upstream som downstream. Upstream er betegnelsen for efterforskning, produktion og transport, mens downstream er raffinering og salg. Nu er situationen en anden. Verdens største olieselskab er i dag det saudiarabiske Aramco.
Udviklingen kan beskrives med udgangspunkt i Saudi Arabien. I 1933 underskrev Standard Oil of California (det senere Chevron) en aftale med kongen i Saudi Arabien og fik dermed kontrol over en stor del af olien. I 1944 oprettede de amerikanske selskaber i landet et fælles selskab Aramco. Det vakte imidlertid modvilje, at vestlige selskaber på denne måde fik alle olie-rettigheder, og i 1973 købte regeringen 25 procent deltagelse i Aramco. I 1980 købte den saudiske regering resten af selskabet og fik således 100 procent kontrol over Aramco, som i 1988 fik navneforandring til Saudi Aramco. Andre lande i Mellemøsten gik dog mere drastisk til værks – især efter Mellemøstkrigen i 1973 – og nationaliserede olien fra den ene dag til den anden.
I dag ejes langt hovedparten af verdens olieressourcer af oliestaterne selv eller af statslige olieselskaber. Det engelske tidsskrift Economist offentliggjorde i 2006 en liste over ”The real Giants”, hvoraf Saudi Aramco er det største og National Iranian Oil Company det næststørste. På tredjepladsen kommer det russiske Gazprom, der næsten udelukkende har gasreserver. De 13 største selskaber – målt efter oliereserver - er alle nationale olie selskaber, NOC, som kontrollerer 70 - 90 procent af verdens olie og gas. Economist spår, at disse NOCs vil blive endnu mere dominerende i fremtiden, fordi de største oliereserver ligger i deres territorier og ikke i områder, hvor der er fri adgang til at søge licenser.
Verdens største internationale olieselskab – IOC - er Exxon Mobil, der ligger nummer 14 på listen. Andre førende IOC er Chevron-Texaco i USA, Royal Dutch-Shell og BP i Storbritannien og Holland og TotalFinaElf i Frankrig. Produktionen fra felter, som ejes af disse internationale selskaber, udgjorde i 2001 10 millioner tønder om dagen, eller blot 35 procent af disse selskabers samlede salg.
Kuwait Petroleum Corporation er det eneste af de statslige selskaber, som samtidig er et globalt udbredt olie konglomerat, det vil sige har alle upstream og downstream aktiviteter.
Tre modeller
Selv hvor private selskaber står for en stor del af udforskning og produktion er det på betingelser, som er fastsat af værtslandet.
Der er således tre modeller:
• Staten har ejendomsretten til undergrunden og udbyder retten til at eftersøge og producere olie til private selskaber, som råder over den olie, de finder.
• Staten har ejendomsretten til olien og lader et statsejet selskab producere olien for sig.
• Staten har ejendomsretten til undergrunden og betaler et privat selskab til at efterforske og indvinde olien. Staten ejer olien.
Når der populært tales om, at staten ”nationaliserer” olien vil det sige, at man går fra model 1 til model 2 eller 3.
I Nordsøen bruger såvel Danmark som Norge den første model. Staten ejer undergrunden, men udbyder blokvis retten til at efterforske og indvinde olie i et nærmere antal år til private olieselskaber – dog med krav om statslig deltagelse. Selskaberne er underlagt mange efterforskningsmæssige og produktionsmæssige betingelser og betaler betydelige skatter og afgifter af den olie, de indvinder. I den danske del af Nordsøen har både private selskaber og det danske statsselskab DONG licenser. I Norge har det statslige selskab Statoil ligeledes licenser side om side med private selskaber.
Den danske stat kræver, at olie og gas ilandføres i Danmark, men de to olieraffinaderier i Danmark ejes af private olieselskaber, henholdsvis Shell og Statoil. De videre downstream aktiviteter såsom distribution og salg varetages ligeledes af private selskaber i Danmark.
Det største danske olieselskab, Mærsk Olie og Gas har kun upstream aktiviteter. Selskabet har i dag produktion over hele verden, og den udenlandske produktion er nu større end produktionen i den danske del af Nordsøen. DONG har både produktion i den norske og danske del af Nordsøen og efterforskning ved Grønland, Shetlandsøerne og Færøerne.